mand over bord manøvre beskrevet

4 mand over bord manøvrer – Guide

Her får du fire metoder til Mand over bord manøvre (forkortet MOB).

Dette indlæg er skrevet, fordi der kun findes nogle meget mangelfulde oplysninger om mand over bord manøvre online, så jeg har forsøgt at beskrive de forskellige muligheder så udførligt som mulig.

Lidt termer til nye sejlere

Jeg må hellere lige sige, at jeg benytter termen skære op i denne vejledning. Jeg ved fra min kæreste, at mange på hans sejlerskole siger spidse op.

Jeg håber ikke du er helt ny sejler og står med ansvaret for MOB. Men, når man har vinden ind bagfra, kaldes det agten ind. Når man sejler for sejl, vil man lense med vinden agten ind. Det er når vinden kommer agten ind at vi bommer, mens vi vender hvis vi går igennem vindøjet med spidsen af båden.

Nu håber jeg du er klædt på til at forstå vejledningerne i dette indlæg. Ellers er du velkommen til at spørge via kontaktformularen.

Instruer dine gæster inden I sejler ud

MOB medfører altid at man sejler lidt væk fra personen, før man kommer tilbage. Dette er en vigtig besked at give sin besætning og gæster, da det kan føles meget ubehageligt at blive sejlet væk fra når man er faldet i vandet.

Er I flere ombord, skal der højt råbes mand over bord og den der ser ulykken begynder at pege tydeligt i strakt arm mod den overbordfaldne. Vedkommende må ikke tage synet væk fra personen før manøvren er slut.

Brug elektronik ved MOB

Har du en GPS eller andet elektronisk udstyr med MOB knap, så skal den også trykkes ind hurtigst muligt. På den måde gemmes koordinaterne fra hvor ulykken skete. Er det dårligt vejr, eller er der dårlig sigtbarhed, kan dette redde liv hvis MOB manøvren mislykkes.

Vær beredt

En af mine kæpheste er, at man altid skal have ekstra tøj med, også selvom det bare er en lille aftentur efter arbejde. Ryger en person i vandet, selv en lys sommeraften, er der mulighed for at vedkommende bliver meget afkræftet. Et anti-shock tæppe i alufolie koster den lave pris af 12-15 kr, fylder ingenting, og bør være en del af enhver sejltur. En kold krop efter en tur i vandet, kan gøre det svært at vente på at komme i land.

Det giver sig selv, at redningsvest er et must for at forhindre større ulykker. Man kan blive slået bevidstløs på en båd, ved fx en bom der fejer en i vandet og så hjælper det ikke noget at kunne svømme.

Man skal selvfølgelig også altid have mad og drikke med, men især at få noget varmt at drikke kan hjælpe efter en MOB ulykke.

1. Motormetoden

I en motorbåd uanset størrelsen, eller en sejlbåd med tændt motor og uden sejlene sat, kan denne metode benyttes.

Motormetoden anbefales sejlbåde med motor, men jeg vil selv foretrække at sejlene smides, da tovværk så nemt kan kinke og sætte sig fast. Så det ikke virker som en god ting blot at slække ud på sejlene.

  1. Drej båden og styr med vinden væk fra den overbordfaldne.
  2. Sejl 50 til 100 m med vinden, drej båden skarpt rundt og tag farten af motoren, så du glider stille og roligt hen imod personen.
  3. Styr op mod vinden så båden ligger stille ved personen. Det er altså vinden og ikke et hårdt bak med motoren der får dig til at ligge stille.

OBS: Brug ikke propellen, når du er i nærheden af den overbordfaldne, da denne er farlig for personen.

Mand over bord manøvre for sejl

Alle MOB manøvre for sejl kræver øvelse, og er lidt sværere end den for motor. Den svære vurdering er, hvor meget opdrift båden har før den ligger stille. Går en MOB manøvre galt, kan det være lidt tidskrævende at få gang i båden igen. Det er primært derfor det er nemmere at redde en person for motor.

2. Cirklen

Også kalde bomme-metoden, fordi man bommer undervejs. Det er en dårlig ide at bomme i hårdt vejr, så metoden anbefales kun til rolige forhold.

  1. Fald af til lens og bom med det samme
  2. Bliv ved at have roret ude i samme side, så du skærer op, men hiv ikke hjem på sejlene.
  3. Afpas den cirkel du sejler i, så farten er taget af når du er tilbage ved personen.

3. Ottetallet

Også kaldet vende-metoden, er en langsommere men mere sikker manøvre i hårdt vejr.

Billedet er den bedste illustration jeg har kunnet finde. Det er fra min barndoms sejlklub Frem
  1. Skær op til bidevind og vend med det samme, så du nu har sejlet i en cirkel rundt om personen
  2. Fald af til agten for tværs og sejl 6-8 bådslængder væk
  3. Skær op til bidevind og vend med det samme
  4. Der sejles tilbage til personen og gå i vinden, som stopper bådens fart, så du glider det sidste stykke frem

4. Trekanten

Den metode jeg lærte som barn, vil jeg gerne lige nævne, for den ses næsten ingen steder mere. Den indebærer hverken vending eller bomning, men bliver ikke anset som god latin mere. I en paniksituation kan jeg dog godt se mig selv lave den som automatreaktion. Ja, jeg skal nok øve mig på de andre …

  1. I samme øjeblik som MOB opdages, faldes af til agten for tværs og der sejles 6-8 bådlængder væk.
  2. Så skæres op til bidevind og der sejles frem til personen ligger i en vinkel der svarer til vindretningen. Jo mere fart der er i båden, jo tidligere skal båden dog selvfølgelig bremses.
  3. Gå i vinden så båden stopper og glider det sidste stykke frem.

Hvordan får man personen op?

På hvilken side tager man personen op?

Det er der delte meninger om. Jeg vil sige, at man aldrig må lade båden blive farlig for personen i vandet. Så er det hårdt vejr, vil jeg altid have personen på vindsiden, sådan at båden bliver skubbet væk af vinden. Dette er selvfølgelig en sværere manøvre, så det skal gøres for ikke at forværre situationen.

Det optimale er at tage personen op agter, men at have fat i dem inden båden er sejlet forbi (selvom målet selvfølgelig er at ligge helt stille), fx ved at de får et reb at holde i, eller med en bådshage. Her er D-ringen i redningsvesten rigtig vigtig, og nem at komme til.

Hvordan kommer den overbordfaldne op ad vandet?

Mange ældre både og især høje motorbåde, er meget svære at komme ombord i. Her er det vigtigt at have tænkt situationen igennem og opsat en form for stige, der kan komme op ad. Badeplatformen eller badestigen, er ikke kun til lune sommerdage, men også et vigtigt redskab ved MOB. Der findes rigtig mange råd til interimistiske stiger man kan lave ud af tovværk, at man skal kunne åbne søgelænderet osv. Men alle både er forskellige, så det bedste råd må være: Prøv at bade fra båden, og find ud af hvordan du kommer ombord.

Er personen ikke ved bevidsthed kan man benytte sejl, fald, bom eller hvad man måtte have af udstyr til ophaling af fx gummibåd som kran.

Find flere råd til sikker sejlads og MOB manøvre på Respektforvand.dk

Scroll til toppen