Snekkersten – en blandet fornøjelse

Lille søde Snekkersten havn er vist ikke så glad for besøgende.

Vi var nødt til at gå i havn, da vi på vejen fra Gilleleje blev ramt af en strid modvind efter Helsingør. Himlen var fuld af sorte skyer, og vi kunne næsten ikke komme frem.

De gode oplevelser

Snekkersten er en smuk lille havn, som ligger skønt med en dejlig strand på den anden side af molen. Der er også en god bademulighed fra ydermolen mod syd.

Prisen for en overnatning var 130,- for vores “under ti meter”, og altså i den billige ende for området. Vi betalte nemt via Mobile Pay, og fik i kvitteringen koden til badet.

De dårlige indtryk

Vi var ikke velkomne i klubhuset. Vi måtte godt bruge deres udendørs grill, men køkken, bad og toiletter (som er rigtig fine), var ikke for gæstesejlere.

I stedet var vi henvist til bad i et område der bestemt havde set bedre dage. Det var vist en vinterbadeklubs faciliteter og indenfor døren havde de en gulvvandhane, som havde søbet hele gulvet til, så alt var beskidt af fodspor.
Selve badet var i to ulåste omklædningsrum, som vist ikke havde været gjort rent i nogle uger. Brusenichen var angrebet af skimmel og badeforhænget ligeså ulækkert.
For denne “service” ønskedes der betaling på 20 kroner for et brusebad. Det fik de altså ikke af os!

Toiletterne er offentlige som primært anvendes af strandgæster, og så ud derefter. Der er to toiletter og det enes dør kunne ikke lukkes.

Selve havnen var meget rodet. Oppe ved Strandvejen er det lidt svært at se forskel på containere til fiskere, og affaldsbeholdere – det hele står hulter til bulter. Ud af ydermolen stod bordebænkesæt oveni hinanden.

Det var ikke muligt at tanke vand, da man trods mange vandhaner med slanger, har valgt at pille håndtaget af, så man skulle medbringe et sådan for at tænde for vandet.

Ved betalingen skulle vi udfylde en pamflet, som skulle lægges i havnefogdens postkasse. En oplysning som vi skulle give var havnepladsnummer. Vi måtte derfor ud igen for at aflæse dette nummer – hvilken burde være ret overflødigt, havnens størrelse taget i betragtning.

Her er et link til havnen, hvorfra billedet også stammer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.